LYST TIL LITTERATUR?

Om

I udskolingens arbejde med litteratur fylder analyse og fortolkning mest, mens arbejdet med læsning fylder forsvindende lidt … er der nogen, der påstår.

Der skal være plads til begge dele, og kursusdagen har begge kompetenceområder, Læsning og Fortolkning, i spil, og som afsæt for det hele er den moderne ungdomslitteratur.

Læsning
Unges interesse for at læse bøger er i frit fald. Måske ikke så mærkeligt, når udbuddet af digitale medier og diverse streamingtjenester lokker med fristende indhold.

Men hvordan får vi dem til at indse, at litteratur – i bøger af papir – er fantastisk, uden at få returneret et OK Boomer som et svirpende tilbageslag? Det skal kursets første del handle om.

Vi ser på, hvordan vi kan skabe læselyst og -engagement gennem appellerende tekster og engagerende aktiviteter, samtidig med at vi udvikler elevernes læsekompetence. Det lyder som noget af en udfordring, men du får nogle bud på, hvordan du kan sætte litteraturLÆSNING  og LÆSElyst på skemaet.

Fortolkning
Herefter skal det handle om analyse og fortolkning, som måske kalder på andre tekster end elevernes selvstændige læsning. Du bliver opdateret på ny ungdomslitteratur med undervisningspotentiale, og du får ideer og konkrete forløb til klassens arbejde med værker af forfattere som Kathrine Assels, Mette Vedsø, Sarah Engell o.a.

Bl.a. vil du få et romanforløb, der ikke handler om analysemodeller, berettermodeller eller alle mulige andre modeller, men som integrerer musik, film, streetart og telefonfis – det hele for at indleve os i romanens hovedperson og blive klogere på, hvem hun er, og hvorfor hun handler, som hun gør.

På kursusdagen vil vi endvidere hylde Kim Larsen og synge et par af hans sange, se små filmklip, hvor han giver udtryk for sine holdninger, drøfte hans attitude og kommunikative evner – og forsøge at finde svaret på, hvem han var, og hvorfor han kunne samle danskere i alle aldre, fra alle samfundslag i fem årtier.

Den sidste time rydder vi scenen og giver plads til hele tre skønlitterære forfattere: Sarah Engell, Tomas Lagermand Lundme og Glenn Ringtved, der vil fortælle om deres fællesroman, der udkommer til oktober, og som pt. har arbejdstitlen Furry tales.

Tid og sted

1. december 2021 kl. 9-16

Sted: Admiral Hotel, København

Pris: 1695,-

Tilmeld