Fakta og fiktion i den første danskundervisning

Om

Vi kan ikke længere regne med, at elever, der begynder i skolen, har kendskab til billedbøger. De har i stedet været opslugt af iPads og Youtube Kids.

Derfor gælder det om at få litteraturen på skemaet, og det bedste afsæt herfor er de moderne billedbøger. Heldigvis er der de senere år udkommet en perlerække, der er særdeles velegnede i undervisningen.

På kurset præsenteres du for de bedste, og du får masser af konkrete ideer til, hvordan de kan indgå i fokuserede forløb i indskolingens danskundervisning, hvor eleverne leger med litteraturen, taler om litteraturen og er kreative med blyant, papir, farver, saks og lim.

Alt sammen aktiviteter, der hjælper den enkelte elev til at opleve en fortælling, indleve sig i den, undersøge den og opfatte den som litteratur – altså fortolke den.

Vi giver også seriebogen et eftersyn – et format, der tidligere blev set lidt ned på, men som altid har været en stor spiller i børnelitteraturen – og som bestemt har sin berettigelse – også i undervisningen.

Under arbejdet med personskildring sætter vi bl.a. fokus på, hvordan forældre skildres i nyere billedbøger for børn. Her indgår titler som Sallys far og Fakta om fædre.

Herefter vender vi blikket mod fagbøger. For ét er at fortolke, noget andet er at forstå. Fagbøger skal ikke fortolkes, men eleverne skal opdage, at de kan blive kloge af både fakta og fiktion. Hvad er egentlig forskellen? Og hvordan kommunikerer de et budskab helt forskelligt?

Vi slutter dagen med et besøg af forfatter Thomas Brunstrøm, der bl.a. er far til serien Sallys far og til nye fagbøger i serien Er du rigtig klog?, som han har skrevet i samarbejde med prominente navne som Søren Brostrøm og Andreas Mogensen.

Der er, som altid på disse kurser, boggaver til alle.

Tid og sted

27. november 2023 kl. 9-16.

Sted: Den Sorte Diamant, Det Kgl. Bibliotek, København

Pris: 1.695 + moms.

Tilmeld