Om

Jeg er oprindelig uddannet lærer og virkede som sådan i 16 år – de sidste fem i en kombination med ansættelse som danskkonsulent på CFU. Sideløbende tog jeg solide videreuddannelser fra bl.a. DPU i dansk, didaktik, læsning og børnelitteratur.

Indimellem har jeg fungeret som timelærer i børnelitteratur på læreruddannelsen, ligesom jeg i flere omgange har siddet i Undervisningsministeriets læseplansudvalg og arbejdsgrupper.

Min første bog til danskfaget, Fantastiske fortællinger udkom i 2003, og af en eller anden grund ramte den fuldstændig plet. Både lærere og elever tog den til sig, og inden jeg havde set mig om, var den udsolgt og i genoptryk.

Den betød, at jeg kunne slippe grebet helt med fast ansættelse og springe ud som freelance. Det er mange år – og mange mange oplag siden. Genreserien har samlet solgt over 100.000 eksemplarer. Og Fandango, som kom nogle år senere, endnu mere. Ret vildt!

Og jeg rødmer helt ved tanken om, at mine bøger har indbragt mig flere priser. Det er jeg virkelig stolt over:

I 2005 fik jeg Gyldendals Undervisningsmiddelpris for Genreserien

I 2006 fik jeg Skolebibliotekarernes Børnebogspris for Genreserien

I 2013 fik jeg Gyldendals Læremiddelpris for Fandango.

I 2019 blev jeg sammen med mine sønner, Frederik og Jonatan, nomineret til Undervisningsministeriets Undervisningsmiddelpris for bogen Lydfortællinger. Vi fik kun en andenplads, men var stolte alligevel.

Jeg arbejder fortsat på nye, spændende projekter, og stakken af udgivne bøger stiger støt år for år. Snart er den er højere, end jeg selv er.