Multimodalitet, Creative Writing og alt det, vi deler

– nyt for mellemtrinnet

Om

På kurset kommer vidt omkring i danskfaget og runder alle fire kompetenceområder.

Læsning: Multimodal tekstkompetence

Hvordan kan vi holde læsegryden i kog og fortsat udvikle undervisningen i læsestrategier på mellemtrinnet, samtidig med at vi udvikler eleverne interesse for at læse, når de nu – forståeligt nok – orienterer sig mere og mere i andre medier?

Du får eksempler på, hvordan du kan stilladsere elevernes læsning af både fiktions- og fagtekster, du får nye, anvendelige metoder, og du får viden om og ideer til, hvordan du kan udvikle elevernes multimodale tekstkompetence.

Fremstilling: Creative Writing

Med afsæt i en helt ny undervisningsbog til mellemtrinnet får du inspiration til din undervisning i skriftlig fremstilling. Det handler om fortællinger, og det didaktiske udgangspunkt er Creative Writing, hvor eleverne ud fra mesterlæreprincippet eksperimenterer med forskellige skriveteknikker – sproglige virkemidler, plotstruktur, karakteropbygning osv. – på baggrund af eksempler og gode råd fra en ‘rigtig’ forfatter, her Kim Fupz Aakeson.

Det smarte ved Creative Writing er, at eleverne ikke blot bliver dygtige til at skrive; de bliver samtidig skarpere litteraturlæsere, for den viden om litteratur, de opnår gennem skriveforløbet, kan de overføre til deres læsning, analyse og fortolkning af andres tekster.

Fortolkning: Bøger der bevæger

Selvfølgelig skal vi også se på nogle af de helt nye skønlitterære udgivelser for de 9-13-årige, der er velegnede til mellemtrinnets litteraturundervisning. Her kommer vi omkring forskellige overordnede genreformater som billedbog, roman, kortprosa og lyrik, og du får inspiration og konkrete ideer til, hvordan de moderne værker kan indgå i undervisningen.

Kommunikation: Alt det, vi deler

Elevernes foretrukne medie YouTube bydes velkommen i klassen. Vi ser et par eksempler på nogle af de YouTube’ere, mellemtrinseleverne med stort behag labber i sig, hvorefter vi kommer ind på, hvad det er, de populære YouTube’ere kan, hvor pengene kommer fra, og hvordan man hensigtsmæssigt interagerer med opfordringer, likes og kommentarer, når hele verden læser med.

Den sidste time vil forfatter Kim Fupz Aakeson i samtale med Trine May fortælle om sin arbejdsproces i det vel nok mest anvendte forfatterskab i grundskolen.

Du får et gratis eksemplar af den helt nye undervisningsbog Mesterlære af Trine May og Kim Fupz Aakeson.

Tid og sted

Den 26. november 2019, kl. 9-16
Dansk Arkitektur Center, København
Pris: 1595,-

Tilmeld